HOME / TEKSTER & LINKS / G.ØRSKOU MADSEN

Anmeldelse i dagbladet Information 1. marts 2000

Sære rum

Af: GITTE ØRSKOU MADSEN

Drillende malerier af Bodil Nielsen. I Århus slås dørene op til en række sælsomme rum, hvor vi måske har været en gang før.

De er så genkendelige, Bodil Nielsens malerier. Og samtidig mærkeligt hvilende i sig selv. “Så begribelige, og så alligevel ikke gribelige,” som der står skrevet i dét katalog, der ledsager Bodil Nielsens aktuelle udstilling på Galerie MøllerWitt i Århus. Formerne er klare, farverne ligeså, og de løjerlige pågående abstrakte figurer springer hjemmevant rundt i billedfladen, på én gang appellerende til deres beskuer og samtidig trækkende sig tyst tilbage i stoffet.

Hér er en ballon, dér en savtakket kaktus ( eller er det et søpindsvin, en foldet serviet, et stikkende monster? Den indre billeddannelse kommer på arbejde over for Bodil Nielsens malerier, for et billede fastholdes kun i øjet indtil dét øjeblik, et nyt presser sig på. Og så ender billedet dér, i akrylmalingen, som er påført lærredet i en mekanisk nupret gestus, der ikke lader et eneste strøg komme til syne.

Ved første øjekast minder malerierne om noget, vi før har set. Store lærreder, der sirligt er delt op i klart afgrænsede felter og figurer, hvert indeholdende en ensartet strålende farve: rød, grøn, gul, blå, pink. Signalfarver, kunne man kalde dem, og de indeholder da også den samme signalværdi, der både er det amerikanske color-field painting og reklameskiltets forenklede tonalitet til del.

Signalfarver

Funky, javist, men samtidig er formerne lidt for skæve og malingens nuprede overflade lidt for materiel til, at de deler skæbne med signalfarvens indholdsløse pågåenhed. Bodil Nielsen sætter os på åndeligt arbejde. Bringer os ud af balance gennem de store formater, der overmander os kropsligt, så vi ikke kan slippe ud af deres greb. Hér træder formerne os i møde og bliver til mere end abstraktioner. Kanterne er slebne, konturerne en smule skæve, og så ligner figurerne pludselig den alt andet end regelrette virkelighed, de ellers er trådt ud af.

I værket Painting, Biotopical, (Symbiotic) fra 1999 er to lærreder sat sammen, på én gang adskilte og sammenhængende.

Det ene lærred fyldes af en konveks rød figur, der næsten fylder hele billedfladen og truer med helt at fortrænge det grønne felt, der støder op mod det røde i billedets nederste venstre del. De to komplementærfarver kæmper om vægtfylden i billedet og forvirrer beskuerens øje, så man må slå sit blik ned for at få flimmeret til at forsvinde under øjenlågene. I stedet falder blikket på det andet lærred, hvor baggrunden er kridhvid, kun afbrudt af tre ballonformede figurer, der sirligt er lagt oven på hinanden i laserende lag, så farven intensiveres og den lyserøde forvandles til orange i mødet med den gule. Spinkelt og monumentalt på samme tid skubber billederne til hinanden og til os, der både forføres af farvernes gennemslagskraft og figurernes så naturlige sving i en stil, vi kender fra vores egen kuglepens dans over telefonblokken.

Det er malerisk, så det basker, men samtidig henvisende til en kropslig virkelighed, som vi allerede kender.