HOME / TEKSTER & LINKS / Barry Schwabsky

Betragtninger omkring Bodil Nielsens seneste malerier. Af Barry Schwabsky. (2010)

For omkring tretten år siden blev jeg første gang forført af Bodil Nielsens malerier. Det er lang tid siden. Så før jeg begyndte dette essay tænkte jeg, at det ville være interessant at gense, hvad jeg skrev om dem dengang. Hendes arbejder har ændret sig en hel del siden, men mindst en ting, som jeg lagde mærke til tilbage i 1997, forekommer mig stadig at være slående; at i dem ”åbner en skarpsindig brug af farveinteraktioner for ... at den billedlige enhed simultant kan bryde sammen og genvindes”. Når du ser på malerierne, bliver de ved med at spalte sig og samle sig igen. Omend ”simultant” måske er misvisende: Selv om disse processer af konstruktion og dekonstruktion, samling og spredning potentielt kunne foregå samtidig, kan dette potentiale kun perceptuelt erfares over tid.

Men uanset, så lyder det måske som om det burde være udmattende, som en billedlig pendant til den evige revolution; til sidst ønsker du kun, at al virvaret ville holde pause og bare lade maleriet (og med det dig selv, den tilfredse beskuer) slappe lidt af, tilfreds i roen fra en sanselig/intellektuel cæsur (1). Faktisk er det netop det, der sker. Men hvor og hvornår denne hiat (2) indtræffer, mens du kigger på malerierne, er ikke til at forudse; det virker som om, det afhænger mere af beskuerens tilbøjeligheder end af maleriets struktur.

Kritikeren Pernille Albrethsen har sagt, at Nielsens arbejder ”er udtryk for en type maleri, der giver plads – og ikke tager plads.” Det er godt sagt. Men jeg vil også fremhæve en komplementær sandhed: malerierne udvider eller strækker eller åbner tiden. Vi associerer dette mellemværende med tid mere med musikkens kunstart end med maleri, men hvordan kan vi glemme, at perceptionen af maleri er noget, som tager tid og bruger tid? Det er ikke sandt, at vi opfatter et maleri på én gang. Vi bevæger os igennem rum, når vi ser på malerier – kommer nærmere, træder tilbage, fokuserer opmærksomheden måske på den venstre side af maleriet, så på den højre, eller måske øverst, nederst... og forsøger dernæst at samle disse adskilte perceptioner til en helhed. Alt det tager tid.

Nielsens malerier handler kvintessentielt om relationer mellem del og del og mellem del og helhed. Deres motiv er selve processen ved at se på et maleri. Så, ligesom andre malerier, tager de tid at se på, men ulig nogle andre malerier handler de også om den tid, vi bruger på at se på dem. Og ulig de fleste, idet de synes at skabe mere plads end de tager (som måske er en definition af hvad det dekorative i maleri er eller kan være), lader de til at give beskueren mere tid, end det tager at se på dem. Det er fordi den kontemplative pause der ligger implicit i perceptionsprocessen, eller cæsuren som jeg har kaldt det, er én hvori tidslig skala bliver relativ, variabel.

Jeg tror ikke, at Nielsens malerier kunne have den effekt, hvis ikke de havde den særlige tekstur, der adskiller dem fra mange andre malerier, som de måske overfladisk set ligner. For at sige det lige ud er konstruktionen af disse malerier åbenlyst geometrisk, hvilket placerer dem i en kunstnerisk tradition, der nu er snart hundrede år gammel. De er konstrueret af farver ordnet i simple geometriske figurer: rektangler, trekanter, parallelogrammer og så fremdeles. Men disse formers kanter er ikke rene eller klart afgrænsede som i for eksempel Ellsworth Kellys malerier, og de fremstår heller ikke med en frihånds subjektiv tilnærmelse eller fortolkning af geometrien som hos for eksempel Alfred Jensen. I Nielsens malerier er formernes kanter omhyggeligt målt op, men linjerne er ikke nødvendigvis rene og glatte; i stedet er de ujævne, farven har bid – farvefelterne kan se ud som om, de æder sig ind på hinanden, eller den ene bløder ind i den næste.

Da jeg kiggede på disse kanter igen, opdagede jeg noget mærkeligt: Selv om de ikke er typiske for teksturen i modernistisk maleri eller samtidsmaleri, blev jeg ved med at tænke på, at de mindede mig om noget, jeg havde set før. Takket være en nylig udstilling på the National Gallery i London, ved jeg nu, hvad dette noget er. For det var dér, jeg så – som jeg skrev i en anmeldelse i magasinet The Nation – hvordan lyset i Christen Købkes malerier ”ser ud til at skære tingenes kanter til så minutiøst, og uden for meget polering, så man kan opleve at føle overfladens kornede ruhed med sine øjne”. Denne ”kornethed” langs tingenes kanter er også det, der giver en sådan taktil konkrethed til Nielsens farver – det som afholder dem fra at blive rene optiske fænomener, ligesom farverne i 1960’ernes malerier. Det som gør dette endda mere overraskende er, at Nielsen lader til at have smag for farvetoner, der virker ubegribelige, næsten immaterielle – farver der eksploderer som et lyn eller gennemsyrer en imaginær atmosfære snarere end at definere en volumes overflade. Med andre ord virker det som om, at farverne i sig selv ønsker at understrege en optikalitet, men i kanterne, hvor deres kornethed træder frem, fremkalder de i stedet taktilitet. Og her, langs disse kanter, dvæler øjet. Det tager sin tid.

Købkes geometrisk konstruerede naturalistiske billeder ser ud til både at fange tingene i bevægelse og fastholde dem i tid. Som den amerikanske kritiker Sanford Schwartz engang skrev: ”gøres vi med stor skarphed opmærksomme på formernes kanter”. Ved disse kanter, i et klart, ensartet, tørt lys materialiserer og opløser former sig selv. Er det underligt, at jeg føler det nødvendigt at tale på samme måde om en nutidig maler og én som levede for næsten tohundrede år siden? Måske, men maleriets tid er forskellig fra vores tid. Malerier, dengang som nu, er ikke rigtigt billeder. De er brudstykker af tid, bevaret og klar til at åbne op og udvide sig i dit sind.

1) Cæsur: (om metrik i digtning) rytmisk pause mellem to meningsstærke enheder i enverselinje.

2) Hiat: (kløft, gab). (om metrik i digtning) pause, der opstår ved vokalsammenstød.

Oversættelse: Kunsthistoriker Ditte Vilstrup Holm / Digter Christian Bjoljahn